Presseklip: Politiske ambitioner, klimaudfordringer og forsyningssikkerhed skal passe sammen i regulering af vandsektoren

Uge 12 2023

FRI debat: Politiske ambitioner, klimaudfordringer og forsyningssikkerhed skal passe sammen i regulering af vandsektoren

Et ensidigt økonomisk fokus på lavest mulige pris i reguleringen af vandsektoren dræner sektoren for udvikling og løsninger, der kan skabe større bæredygtig og samfundsmæssig værdi end traditionelle rørløsninger. Dette medfører udfordringer for forskning og uddannelsesområdet, arbejdspladser i sektoren og eksportpotentialer. Det skriver FRI i et debatindlæg i Altinget i denne uge. (Altinget)

Danmark skal sikre ambitiøse EU-mål for indlejret CO2 i byggematerialer

EU er på vej med en revision af bygningsdirektivet, der meget positivt adresserer indlejret CO2 fra byggeriet. Der er dog udsigt til svære forhandlinger, så danske politikere må arbejde målrettet for, at revisionen bliver ambitiøs nok, skriver en række aktører, heriblandt FRI, i et debatindlæg i Altinget. ”En fastholdelse af krav til indlejret CO2 i byggeriet, der udgør en tredjedel af byggeriets samlede CO2-aftryk, er helt afgørende”. (Altinget)

Klimarapport viser behov for national klimatilpasningsplan

IPCC's klimarapport tegner i denne uge et dystert fremtidsbillede - og understreger behovet for en dansk national plan for klimatilpasning. En plan FRI har imødeset længe, da den skal danne rammen for det arbejde, som FRI’s medlemsvirksomheder skal udføre med planlægning og projektering af de mange klimatilpasningsopgaver. Løsningerne for blandt andet kystsikring og regnvandsafledning ligger lige for, og det er derfor magtpåliggende, at den nationale plan for klimatilpasning udarbejdes så hurtigt som overhovedet muligt. Vi har ikke råd til at vente længere. (Dagens Byggeri, Bygtek)

Stor villighed til at give byggebranchen et kompetencemæssigt løft

ConTech Lab har i samarbejde med byggebranchens aktører udgivet ConTech magasinet i Børsen. I magasinet kan du læse bud på nogle af de indsatsområder, hvor digitalisering og teknologi er med til at accelerere bæredygtigheden i byggebranchen. ”Jeg er sikker på, at automatisering og digitalisering vil gøre det muligt at bruge endnu flere af de rådgivende ingeniørvirksomheders kompetencer på rådgivning, komplette bæredygtige løsninger og nye opgaver, som f.eks. det at hjælpe aktørerne i byggebranchen med at håndtere miljødeklarationer på byggematerialer”, udtaler FRI’s adm. direktør til magasinet. (Børsen/ContechLab Magazine)