Presseklip: Ny rekordomsætning for FRI-virksomheder

Uge 26 2023

Uddannelsesreformen er grundlæggende et fejlskud

Det er meget lidt positivt, der kan siges om den netop vedtagne reform for videregående uddannelser, skriver adm. direktør i FRI, Henrik Garver, i et debatindlæg i Licitationen. ”Reformen af de videregående uddannelser er grundlæggende et fejlskud. Men forhåbentlig kan det kandidatudvalg, der nedsættes, begrænse skaderne”, lyder det. (Licitationen)

Tosset at kommune måtte evakuere uden dokumentation for byggefejl

Det dur ikke, at kommuner må handle halvt i blinde, når de bliver advaret om, at der er konstateret fejl og mangler i ingeniørarbejdet på byggesager, lyder det fra FRI efter en sag i Aabenraa, hvor kommune måtte straksevakuere beboerne i nye luksuslejligheder efter at være blevet advaret om potentielle sikkerhedsproblemer i et brev fra certificeringsorganet Dancert. ”Det er helt tosset, at kommunen skal træffe en beslutning, uden at vide om der er tale om, at der ‘bare’ mangler nogle papirer, eller der er fejl i selve konstruktionen”, siger Inge Ebbensgaard, chef for byggeri og byggepolitik i FRI. (proing/buildingtech)

Antallet af udenlandske ingeniører flerdoblet på få år

FRI’s medlemsundersøgelse viser en markant stigning i antallet af internationale eksperter ansat i danske rådgivende ingeniørvirksomheder. Den øgede oprustning med internationale eksperter afspejler en intensivering af arbejdskraftmanglen i Danmark og den stigende efterspørgsel efter kompetencer inden for ingeniørområdet. Det mener adm. direktør i FRI, Henrik Garver, der glæder sig over at det i den grad lykkes FRI-virksomhederne at tiltrække den nødvendige ekspertise gennem international rekruttering, og også at de internationale eksperter ser ud til at blive tilknyttet virksomhederne i flere år.