Pressemeddelelse: Danske rådgivere i historisk medarbejdervækst

Nye tal for de danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder viser en branche i vokseværk trods stadige rekrutteringsudfordringer.

Mere end 1000 nye kolleger i branchen - heraf ca. halvdelen ingeniører. Det er essensen af den netop færdiggjorte medarbejderstatistik, som Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, har udarbejdet for de danske rådgivende ingeniørvirksomheder. En vækst, der må betegnes som historisk høj – og det i et marked, hvor rådgiverne på linje med mange andre brancher har store udfordringer med netop rekruttering.

I alt beskæftiger foreningens medlemsvirksomheder i dag 13.924 personer i Danmark, hvilket er en stigning på 7,8 % i forhold til året før. Det er en udvikling, der begejstrer Adm. direktør i FRI, Henrik Garver:

- Jeg er en utroligt stolt branchedirektør i de her dage. Vi har ikke set en sammenlignelig vækst i antallet af nye kolleger i al den tid, vi har ført disse statistikker. De mange nye kræfter er hårdt tiltrængt i en branche, der kan beskæftige alle de kvalificerede medarbejdere, det er til at finde. Og det er værd at sætte en streg under, at der altså er tale om en netto tilvækst. Vores medlemmer har også medarbejdere, der er gået på pension og der er som altid en del, der skifter job internt i branchen. Så den samlede rekrutteringsindsats er meget større end de ca. 1000 personer, der er kommet til, siger Henrik Garver.

Lykkes på flere parametre

Tallene viser, at de rådgivende ingeniørvirksomheder er lykkedes på flere parametre i kampen om arbejdskraften, forklarer han:

- Det tyder først og fremmest på, at det hårde arbejde med at tydeliggøre, at den rådgivende ingeniørbranche er et attraktivt sted at gøre karriere og have et arbejdsliv er lykkedes. Vores medlemsvirksomheder har igennem de seneste år arbejdet intensivt med diversitet og ligestilling, og i så vid grad understøttet medarbejdernes mulighed for at opretholde en fornuftig work/life-balance. Blandt andet anbefaler FRI, at medlemsvirksomhederne tilbyder 11 ugers fuld løn i den øremærkede barsel til anden-forældre. Og det tyder også på, at branchen er blevet gode til både at tilknytte deres medarbejdere over tid – og til at videreuddanne dem, når nye udfordringer kræver nye kompetencer.

- Man kan også se på sammensætningen af de nye medarbejdere, at den rådgivende ingeniørbranche er et sted for mange andre end den klassiske ingeniør. Næsten halvdelen af de nye kolleger har andre lange eller mellemlange uddannelser. Og det er godt, for de løsninger rådgivende ingeniørvirksomheder designer, er ikke ”teknik i et vakuum”. Det er løsninger, der indgår i en social og samfundsmæssig kontekst. Det er løsninger der bl.a. håndterer klimaforandringer, bæredygtighed, mobilitet og forsyningssikkerhed. Derfor kræver det både en stærk ingeniørfaglighed, og en række andre fagligheder, at designe de rigtige projekter, og skabe de bedste løsninger for kunder og samfund. Det er det som FRI-virksomhederne kan. Derfor kommer alle de nye kompetencer i spil, ikke kun som erstatning for manglende ingeniører, men som en vigtig kompetence i sig selv. Et eksempel er, at antallet af bygningskonstruktører i FRI-virksomheder er i kraftig vækst. Det er der god grund til, for netop deres kombination af viden og praktisk erfaring fra byggeriet gør dem fremragende i en lang række funktioner i projekterne.

Ingeniører udgør dog stadig 56% af de ansatte hos de danske rådgivere. 16% har øvrige lange uddannelser – blandt andet jurister og arkitekter – og 22% har andre mellemlange uddannelser. De sidste 6% har korte uddannelser.
Det er muligt at fordybe sig yderligere i medarbejdersammensætningen i FRIs medlemsvirksomheder i vedlagte statistiske materiale: FRI medarbejderstatistik 2023

Tallene dækker udelukkende medlemmernes danske forretning. FRI’s internationale medarbejderstatistik udgives planmæssigt i marts.

Læs flere pressemeddelelser