Presseklip: FRI’s ønsker til ny regering

Uge 50 2022

Licitationen har spurgt adm. direktør i FRI, Henrik Garver, om hans ønsker til den nye regering. Henrik Garver nævner en robust langtidsholdbar politik, bedre forhold for international arbejdskraft, og at der bliver sat økonomi bag ønsket om grøn omstilling. Samtidig håber han, at regeringen tror på, at private virksomheder kan løfte mere. Skrækscenariet er modsat, at det hele sander til pga. politisk uenighed. (Licitationen)

Dokumentation tager tid – lad os bruge den effektivt!

Fra 1. januar skal bygherrer kunne dokumentere, hvor meget CO2e, der bruges i et givent byggeri – både i opførelse og til driften. Den såkaldte LCA-data. Og for at effektivisere processen bliver branchen nødt til at dokumentere på samme måde hver gang. Set fra et forretningsmæssigt synspunkt taber alle ved at konkurrere på dokumentation. COWI/Arkitema har udviklet et system til indsamling og dokumentation af LCA-data og valgt at gøre det tilgængeligt for hele branchen. Takket være midler fra Realdania bliver systemet gratis i de første to år og forventes tilgængeligt primo 2023. (ProIng)

Et kommende regeringsgrundlag skal have sektorkobling

I de grønne energiforhandlinger er det afgørende med langsigtede planer for energinettet og fokus på sektorkobling, skriver Henrik Garver, adm. direktør i FRI og Klaus Winther Ringgaard, formand for FRI’s Energiudvalg og divisionsdirektør Energy International i COWI i et debatindlæg i Klimamonitor. Her påpeger de nødvendigheden af at tænke langsigtet, eftersom vores klimaudfordringer nok ikke bliver løst i den kommende regeringsperiode. (Klimamonitor, Altinget)