Pressemeddelelse: Nye branchetal viser en udfordring for små ingeniørvirksomheder

En detaljeret analyse af den seneste konjunkturmåling fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI viser, at selvom det generelle billede for de danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder ser positivt ud, er virkeligheden mere udfordrende for en række mindre virksomheder i branchen.

FRI’s konjunkturmåling pr. april 2023 tegner et billede af en branche, som fortsat står stærkt. Ordrebøgerne ligger 10-15 procentpoint stærkere end det historiske niveau for de seneste ti år. Det er særligt tydeligt på mængden af opgaver med en længere tidshorisont.

Ser man på tallene fordelt på sektorer, viser de dog tydeligt, at de næste års opgaver kommer til at ligge inden for de sektorer, der favner mobilitet, energiinfrastruktur og forsyningssikkerhed samt klima og miljø. Her kompenserer en kæmpe vækst for den ordretilbagegang der til gengæld ses på boligbyggeriet og det offentlige byggeri.

Og zoomer man ind på branchens mindste virksomheder, så tegner netop denne fordeling et andet billede, forklarer Adm. direktør i FRI, Henrik Garver:

- Det positive billede, som konjunkturerne viser for hele branchen er i det store hele retvisende. Men djævlen ligger jo som bekendt nogle gange i detaljen. Og vi kan se, at den aktuelle markedssituation, hvor både det offentlige byggeri og boligbyggeriet er hårdt ramt af prisudviklingen på materialer, stigende låneomkostninger og generel inflation, er en udfordring for et udsnit af vores mindre medlemsvirksomheder.

Denne tendens tydeliggøres, hvis der ses særskilt på ordresituationen for de mindste FRI-virksomheder – Og jo mindre virksomheder, målt på antal medarbejdere, jo større tydelighed.

Derfor er det vigtigt, at de offentlige bygherrer, ikke mindst lokalt i kommunerne, ikke glemmer deres vigtige samarbejdspartnere, selvom konjunkturerne ikke lige nu er gunstige for byggeriet.

- Selvom materialepriser og verdensøkonomien lige for tiden vanskeliggør byggeri, så er det vigtigt at huske, at de byggeopgaver, der nu engang er behov for, ikke forsvinder. Der skal stadig både bygges, og ikke mindst renoveres mange steder i Danmark. Opgaverne bliver ikke billigere af at vi nøler. Derfor kan vi kun opfordre til, at de offentlige bygherrer overvejer, om der er bygge- og renoveringsprojekter, som der alligevel bør igangsættes, når anlægsbudgetterne for næste år skal fastlægges.

Du kan nærstudere tallene i rapporten om FRI’s Konjunkturmåling for foråret 2023 her:
konjunkturer_apr23.pdf (frinet.dk)

Og du kan se de detaljerede tal for små virksomheder inden for branchen i tillægget her:

Konjunkturer, ordresituation for mindre virksomheder

Læs flere pressemeddelelser