Pressemeddelelse: Rambøll-ingeniør kåret som Årets unge FRI Rådgiver 2020

Lasse Vester fra Rambøll vinder prisen som årets unge rådgiver af Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI). Den 32-årige tunnelingeniør modtager prisen, fordi han er en komplet rådgiver med en stærk faglighed og et brændende engagement, som smitter. Det er blandt andet kommet til udtryk i hans arbejde på sænketunnelen Western Harbour Tunnel i Sydney.

Lasse Vester har gennem sin betydningsfulde rolle i designet of Western Harbour Tunnel i Sydney vist, at han besidder alle de kompetencer, som en komplet rådgiver skal råde over, og det på et meget højt kvalifikationsniveau. Lasse har på projektet formået at indtage en nøglerolle med afsæt i sine lederegenskaber, sin evne til at skabe en god dialog med kunder og stakeholders og ikke mindst sin stærke tekniske viden, der var afgørende for at realisere projektet. Lasse har gennem projektet i Sydney, og i sin generelle karriere i Rambøll, vist sig som et forbillede for andre unge rådgivere og ingeniører, både fagligt, professionelt og personligt. Derfor modtager Lasse prisen som Årets unge FRI Rådgiver 2020,” siger administrerende direktør for FRI og medlem af dommerkomitéen, Henrik Garver. 

En vinder med international erfaring

Lasse Vester er tunnelingeniør i Rambølls globale forretningsenhed for Transport, hvor han arbejder med komplekse tunnelprojekter. På projektet Western Harbour Tunnel blev Lasse, grundet sin ekspertise og erfaring med sænketunnelprojekter i Danmark, flyttet til Sydney i en 3-måneders periode for at rådgive bygherren. Oprindeligt var hans rolle at levere teknisk rådgivning til tunneldesignet, men det blev hurtigt klart, at projektet krævede både interessent- og projektledelse. Et job Lasse varetog med stor autoritet og kundeforståelse.

Højt engagement som smitter

Ismet Huseyin, teknisk leder af Western Harbour Tunnel, beskriver Lasse Vester som en fagligt dygtig ingeniør med rigtig gode samarbejds- og kommunikationsevner:

”Lasse Vester er en meget dygtig ingeniør med rigtig gode tekniske færdigheder og en stor forståelse for vores behov som kunde. Vi var meget imponeret over hans ledelsesstil og hans positive indstilling, selv under pres. Lasse viste også en særlig evne til at forklare de teknisk komplicerede opgaver til samarbejdspartnerne med andre fagligheder, så de blev forstået og fulgt. Hans høje engagement inspirerede kollegerne,” siger teknisk leder af Western Harbour Tunnel, Ismet Huseyin.

Jens Chr. Helbech Hede, direktør i Rambølls division for Civil Works, hvor Lasse Vester er ansat, udtaler:

”Vi er utrolig stolte over, at en af vores dygtige unge ingeniører vinder prisen som Årets unge FRI-rådgiver. Lasse Vester er en utrolig dygtig ingeniør med medmenneskelige egenskaber ud over det sædvanlige, der ser løsninger og muligheder frem for problemer. I sin ledelse af store, komplekse tunnelprojekter i Rambøll har han udvist et naturligt talent for overblik og evne til at forstå kundens behov og formidle komplekse problemstillinger, så alle forstår det. Han har teknisk og digital tæft og har blandt andet tidligere været ansvarlig for at udvikle BIM-strategien for Femern-tunnelen, verdens længste sænketunnel,” siger Rambøll-direktør Jens Chr. Helbech Hede om den unge ingeniør, der også sidder i bestyrelsen for Dansk Forening for Tunnel og Undergrundsarbejde.

Om Årets unge FRI Rådgiver 2020

Det er 12. år, at FRI kårer årets unge FRI Rådgiver. Kåringen kvalificerer Lasse Vester til konkurrencen EFCA Future Leaders Competition, en konkurrence der afholdes af European Federation of Engineering Consultancy Associations (EFCA) i Istanbul, og som kårer de stærkeste talenter under 35 år, i de europæiske rådgiver- og ingeniørvirksomheder. Det er sjette gang, at en rådgiver fra Rambøll vinder prisen som årets unge FRI rådgiver.

Ud over Lasse Vester var der følgende fire finalister i konkurrencen Årets Unge FRI Rådgiver 2020:

  • Lars Beck Christoffersen, 27 år, COWI – nomineret for innovativ, bæredygtig og kompleks reguleringsplan for Ullensaker Kommune
  • Daniel Fester Henningsen, 28 år, AFM Rådgivende Ingeniører – nomineret for udvikling af program til beregning af fiberdosering i terrændæk
  • Kristoffer Lind Krarup, 29 år, AB Clausen – nomineret for renovering og tilbygning af Taastrup Stationscenter, inkl. en transferzone i stål
  • Adam Pekala, 28 år, BuroHappold – nomineret for modellering og styring af designarbejde i forb. med European Spallation Source i Lund 

Om FRI

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, er brancheorganisation for danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder.

FRI’s ca. 300 medlemsvirksomheder beskæftiger ca. 27.000 ansatte i ind- og udland.

FRI-virksomhedernes globale omsætning er på mere end 26 mia. kr., heraf udgør branchens omsætning i de danske selskaber ca. 14 mia. kr.

FRI’s store medlemmer, Rambøll, COWI og NIRAS er blandt de største virksomheder i Europa inden for rådgivende ingeniørvirksomhed.

Kontakt 

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI: Adm. direktør Henrik Garver 3525 3742 eller hg@frinet.dk

Pressefotos findes her /pressefotos

Læs mere på www.frinet.dk

Læs om de fem finalister

Pressemeddelelse: Nomineret til Årets unge FRI Rådgiver 2020:  Daniel Fester Henningsen, AFM Rådgivende Ingeniører
Pressemeddelelse: Nomineret til Årets unge FRI Rådgiver 2020: Daniel Fester Henningsen, AFM Rådgivende Ingeniører
Daniel Fester Henningsen er 28 år og en af de fem nominerede til at blive årets unge FRI Rådgiver i 2020. Daniel er civilinstruktør med speciale i bygningskonstruktioner hos AFM Rådgivende Ingeniører og er nomineret for udvikling af et program til beregning af fiberdosering i terrændæk. Programmet er et net-baseret licensprogram, som benyttes ud over landets grænser.