Af Lotte Krusegaard Madsen, bæredygtighedschef i EKJ Rådgivende Ingeniører, og Majbritt Juul, bæredygtighedschef i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI 12. juni, 2025, Byrummonitor
Bygningsreglementet stiller de samme krav til store renoveringer og transformationer som til nybyggeri. Men det kan ofte ikke lade sig gøre at opfylde disse krav, skriver to bæredygtighedschefer.
Der bliver revet alt for mange bygninger ned og bygget alt for meget nyt.
Det belaster klimaet unødvendigt, Derfor skal bygningsejere blive bedre til at se potentialet i en eksisterende bygning, og som rådgivere skal vi blive bedre til at hjælpe med at nedrivninger undgås og de eksisterende konstruktioner genbruges.
Som det er i dag, bliver større bygninger alt for ofte revet ned, fordi bygherren kun kan tænke i nye boliger, beliggenhed og fortjeneste. Det samme gælder for parcelhusene, fordi de måske har et utidssvarende energimærke eller en særlig indretning, der gør, at en familie ikke lige kan få opfyldt deres særlige drøm om et hus.
Og så mangler der i dag de fornødne regler på området. Derfor er det nemmere at rive huset ned, starte helt forfra og bygge nyt. Offentlige bygherrer har også deres snæversyn. For kommuner er generelt ikke så gode til at lave helhedsplaner, der rækker længere end 5-10 år.
Det kan eksempelvis betyde, at man river et plejehjem ned, fordi der er en faldende andel ældre og måske en stigende andel børn, hvorfor det på kort sigt kan give mening at bygge en ny skole i stedet. Men det kan ændre sig igen på længere sigt. Derfor er det umiddelbart mere ’klimaklogt’ at renovere plejehjemmet fremfor at rive det ned.
Når man renoverer og transformerer, bruger man generelt mere tid i de indledende planlægningsfaser, da det er kompliceret at renovere – blandt andet fordi man først skal undersøge bygningen for at få et overblik over eksempelvis installationer, bæreevne i konstruktionen og forekomst af eventuelt miljøfarlige stoffer.
Efter forundersøgelserne af en bygning skal man ofte også søge kommunen om dispensationer omkring tilgængelighed, energikrav og indeklima.
For bygningsreglementet stiller de samme krav til store renoveringer og transformationer som til nybyggeri. Men det kan ofte ikke lade sig gøre at opfylde disse krav – eksempelvis på grund af bygningens lave loftshøjde, som påvirker installationsmuligheder og indeklima, små vinduer, der giver et ringere dagslys, eller dårlig tilgængelighed.
Det større tidsforbrug i de indledende faser gør sjældent byggeriet dyrere, da man sparer penge ved ikke at skulle købe byggematerialer til at konstruere de bærende konstruktioner. Det samme gælder, hvis man kan genbruge bygningens byggematerialer – direkte eller indirekte – for eksempel bruge et gulv som vægbeklædning eller videresælge det.
I visse tilfælde kan man dog blive nødt til at rive ned. Det giver nemlig ikke mening at renovere eller transformere en bygning, hvis dens bærende konstruktioner er i dårlig stand, eller den indeholder for mange miljøfarlige stoffer som eksempelvis asbest og PCB. For det skal selvfølgelig være forsvarligt og uden sundhedsrisici at bo og opholde sig i en bygning efter en renovering.
Evnen til at se potentialet i en bygning handler ikke kun om at nedsætte byggeriets klimapåvirkning, men også om at opfylde de forskellige boligbehov, man kan have gennem sit liv.
I stedet for at rive beton-boligbyggerier fra 1960’erne med de store lejligheder ned, kan vi opdele dem i mindre enheder. Det gælder også for parcelhuse. En sådan opdeling kan opfylde behovet hos unge eller familier, hvor børnene er flyttet hjemmefra. Desværre er der i den nuværende lovgivning en barriere, der gør det svært at opdele en matrikel i to.
Så hvis vi skal udnytte vores eksisterende byggeri på en mere bæredygtig måde, er det både vores ’mind set’ og lovgivningen, der skal ændres.
